En respekteret stand-up komiker udsatte sit publikum for deres livs chok i går, ved en forestilling i FBI’s (Funny Business Incorporated) sædvanlige spillested i København.
Episoden skete ved, at komikeren (navnet er redaktionen bekendt) sagde en sætning, som faktisk var sjov og som fik hele salen til at grine. En chokeret mand, som så showet sagde bagefter: “Jeg er mildest talt meget overrasket. Jeg ryster stadig i kroppen og det tager sikkert et par dage før det er helt ude af mit system”. En anden, Pernille Kjensby siger: “Jeg må indrømme, at det var meget mærkeligt af opleve showet i går. Der blev lissom helt stille, alle kiggede på hinanden, det var lissom, at ingen rigtigt fattede hvad der var blevet sagt. Selv komikeren (navnet er redaktionen bekendt) så helt betuttet og forvirret ud. Og så skete det, alle grinede i mindst 2 minutter. Det var helt vildt”
Det er ikke første gang, at netop denne komiker har fået sit publikum til at grine. I 1995 gik der et rygte om, at han i sin hjemby en dag sagde til bageren: “Der ligger snegle og boller i vinduet”, hvorefter en 12-årig bagerjomfru fniste højlydt.
Store konsekvenser for stand-up branchen
Ifølge Martin Johansen, formand for FBI og Andre Professionelt Sjove Individer, så kommer gårdagens episode til at påvirke stand-up industrien. “Vi har jo i vores branche levet højt på autogrin-effekten (Red: når andre griner, fordi nogen begynder at grine). Det bliver svært efter denne episode og jeg er bange for, at der vil ryge hoveder”, udtaler Martin Johansen fra FBI mm. “Der skal simpelthen skrives nyt materiale, for publikum vil garanteret have mere af samme skuffe”.
Dette bekræfter andre publikummer, som Placebo News har været i kontakt med i løbet af dagen. “Det er klart, at når man først har fået grineren, så vil man lissom bare ha’ mer”, siger Lise Lorenzo Petersen.