Expert-dommedagsprofeten Dennis D. Ommedaw udtaler på de sociale medier, at han han nu mener at have ret i, at enden er nær.
Tydelige tegn
“Det er tydeligt for os rutinerede dommedagsprofeter, at tegnene på dommedag i forbindelse med Corona-krisen taler sig eget helt tydelige sprog” udtaler Dennis D. Ommedaw. “Vi er omgivet af tegn, tag fx Toyota Corona, Macorona & Cheese og 80er tv-serien Coronado-sagaen. Disse eksempler får alle lamperne til at lyse rødt på min profeti-tegnliste. Man skal ganske vidst have beskæftiget sig længe med dommedagsprofeti på højt plan for at få øje på tegnene. “Almindelige mennesker ser et tegn, men lægger så ikke noget videre i det”, forklarer Dennis D. Ommedaw. “Dommedagsprofeter derimod, lægger qua deres dommedagsuddannelse og erfaring en masse betydning i det observerede, hvorfor tegnene pludseligt betyder noget og får deres helt eget vidunderlige liv.”
Ikke en hr. hvem-som-helst
Dennis D. Ommedaw er ikke bare en tilfældig dommedagsprofet som udtaler sig om verdens undergang. Dennis D. Ommedaw var i 1980-erne en relativ ukendt dommedagsprofet indtil han i 1993 slog sit navn fast i historiebøgerne ved at forudse, at verden ville gå under på grund af den dengang hastige udbredelse af stramme cowboybukser. På trods af at verden ikke gik under, er der mange som den dag i dag mener, at profetien godt kunne have været rigtig.
Dennis D. Ommedaw er selvfølgelig lidt ærgelig over, at jorden ikke er gået under endnu. “Det ville selvfølge gavne faget en hel del, hvis der havde været en dommedag” udtaler Dennis D. Ommedaw. “Jeg tror, at det er de fleste dommedagsprofeters drøm at bare én gang kunne få lov til at sige »Hvad sagde jeg«, altså ikke som et spørgsmål, men retorisk naturligvis. Det er derfor, vi gør, det vi gør” siger han.